Forsiden af Tysk.dk > Blog-forside >
Tysk kulturimport i Danmark efter 1945 (boganmeldelse)
Boganmeldelse:
”Deutschstunde. Tysk kulturimport i Danmark efter 1945”.
Redigeret af Ernst Ullrich Pinkert og Anker Gemzøe. Praesens Verlag, Wien 2007.
Wiener Studien zur Skandinavistik. Band 19.
I pressemeddelelsen til bogen står bl.a. følgende:
” Tysk sprog og kultur i Danmark er gennem en del år blevet dømt ude. Men er igen ved at blive smart, måske endda übersmart!”
Bogen består af 11 bidrag fra litteratur- og kulturforskere på universiteterne i Aalborg, Roskilde, Århus og København, og de skriver om tysk kulturimport i Danmark ud fra en litterær-kulturel vinkel.
Ernst Ullrich Pinkert (EUP) skriver i sin indledning, at bogen bl.a. hedder ”Deutschstunde”, fordi tysk-timerne i skolerne og gymnasiet nok er det forum, hvor den største del af den tyske kulturimport foregår. Men det er også den samme navn, som berømte roman af Siegfried Lenz fra 1968.
EUR gengiver også det smukke hyldestdigt til Berlin af Klaus Rifbjerg ”Mit hjerte i Berlin”(1995), som viser at Berlin er blevet en hjertesag for Rifbjerg.
EUR refererer også til en af Per Øhrgaards udtalelser om, at Tyskland altid har været ”kulturelt bagland” for Danmark – men at man af gode grunde har set bort fra det i et par generationer. Men som EUR smukt slutter sin indledning med, at denne bog er et bidrag til en genopdagelse af Tyskland som kulturelt bagland.
Jørgen Bonde Jensen refererer i sit indlæg til nogle tydelige tal om nedgang for tysk i det danske uddannelsessystem. En opgørelse over afleverede specialer ved det humanistiske fakultet ved Københavns Universitet i 2003, viste således 100 specialer i dansk, 77 i engelsk, 26 i fransk og 5 (fem) i tysk!
Nietzsche
Sten Klitgård Povlsen (SKP) har et spændende bidrag om ” Tyskeren Nietzsche. En dansk receptionshistorie”. Jeg har selv læst en del Nietzsche i mit studium og derfor læste jeg dette indlæg med store interesse. Han skriver, at Nietzsche er en af de tyske personligheder, som har præget det danske åndsliv allermest i løbet af det 20.århundrede. Han fortæller først om Georg Brandes, som var med til at opdage Nietzsche i Danmark – og i Europa.. Men som SKP konkluderer – som var en ny erkendelse for mig, at Brandes egentlig ikke var ”særlig fascineret af hverken skribenten eller personen Nietzsche”. I modsætning hertil stod bl.a. Louis von Kohl, som var den første til at oversatte Zarathustra-bogen. Louis Von Kohl skrev bl.a. om Nietzsche:
”bag Forkynderens og Digterens maske skimter man overalt Nietzsches eget varme og medfølende Hjerte, hans dybe Beskedenhed og Blu, hans Længsel efter at give bort, hans Tapperhed i Sygdom og Lidelse.”
Desuden skriver SKP om Frode Jakobsens bog om Nietzsche fra 1940. Frode Jakobsen var modstandsmand under 2.verdenskrig, så han læste Nietzsche på en helt anden måde end nazisterne. Derefter kommer der en kort gennemgang af Peter Seebergs og Villy Sørensens værker om Nietzsche. SKP analyserer sig frem til at teologen Inge Houmanns værker fra 1970´erne om Nietzsche handler om, at placere ham i en mystisk verdenstolkning i lighed med zen-buddismen. SKP indvender dog, at det er tvivlsomt om Nietzsche selv ville have befundet sig godt dér, hvilket SKP dog ikke argumenterer yderligere for. Fra 1980´erne beskrives Lars-Henrik Schmidts disputats om Nietzsche. Og til sidst Niels Lehmanns med fokus på hans interessante artikel om ”optimistisk pessimisme” fra 1997.
SKP konkluderer sit bidrag med kort at opridse de mest markante danske læsninger af Nietzsche, lige fra et opgør mod småborgerligheden til en ny holistisk mystik osv. I alt giver SKPs indlæg et godt overblik over Nietzsche-receptionen i Danmark, synes jeg,
Celan og Strunge
Indlægget ”Er det muligt at skrive lyrik efter Paul Celan” skrevet af Lillian Munk Rösing (LMR) er også spændende læsning. Udgangspunktet er Paul Celans (tidligere KZ-fange) digt ”Todesfuge” fra 1944 – bl.a. kendt for ”Der Tod ist ein Meister aus Deutschland”. Overskriften henviser også til Adornos berømte udsagn om, ”at skrive lyrik efter Ausschwitz er barbarisk”.
Læs og hør Todsfuge selv – via dette link:
(Her kan du læse digtet og høre digtet – jeg kan anbefale at høre det først:
Læs og lyt - klik her)
Moritz Schramm (MS) skriver også et yderst interessant indlæg om Michael Strunges fascination af Vestberlin. Den danske digter Michael Strunge opholdte sig meget i Vestberlin i 1980´erne. MS skriver bl.a. at Vestberlin i 1980erne var præget af, at man søgte at overvinde grænser. Både i konkret og overført betydning”.
Tysk på kitschniveau
Elisabeth Friis påpeger i sit indlæg – at det i de senere år er blevet populært at bruge tyske udtryk i den danske populærkultur: F.eks. hedder dansk ungdomsprogrammer på tv nu: Supergeil, Rundfunk, Normalerweize – og trendy cafeer i København får tyske navne: Gefährlich, Riesen, Märkbar osv.Samt det nye ”Literaturhaus’ i København – som er en hilsen til det berlinske ’Literturhaus’ i Fasenenstraße i Berlin. På nogle måder iscenesættes ”tyskheden” som kitsch – men også som modesprog, som også den danske reklamebranche kan bruge – da der efterhånden er gået inflation i kommercielle engelske låneord. Men denne interesse er stadig på en slags kitschniveau – og EF vil gerne løfte det op på et andet niveau og skrive derfor om den danske samtidslitteraturs inspiration fra Tyskland.
EF skriver bl.a.:
”For det første har tysk en verfremdungseffekt fordi det ganske enkelt ikke længere er en del af den almindelige dannelse og uddannelse [i Danmark] (…)
Det tyske sprog ligger, trods vores efterhånden fjernere forhold til det, trods alt så tæt på dansk, at det umiddelbart er forståeligt, hvilket jo også har betydet at tysk, historisk set, ofte har tilføjet det danske sprog formel inspiration, idet den tyske syntaks og sprogrytme har haft det med at have en dynamiserende virkning på den danske poesi. For eksempel har Rilkes syntaks og rytme det med at ligge som en veritabel rytmeboks under f.eks. Inger Christensens Poesi.”
Desuden beskriver EF nutidige danske digteres og forfatteres inspiration fra tysk.
EF konkluderer på smuk vis følgende om den danske-tyske relation:
”Det tyske sprogs direkte indlemmelse i den nye danske digtning, og den nye skønlitteraturs interesse for den tyske historie er med andre ord mere end blot end en flirt - vi synes i det mindste at være i begyndelsesfasen til et fast forhold.”
I alt synes jeg bogen er meget spændende læsning – som det er svært at ligge fra sig igen – når jeg man først er gået i gang med den. På trods af – at den er skrevet primært i et akademisk sprog med mange fodnoter og primært til den akademiske verden, vil den formentlig også være inspirerende læsning for den bredere befolkning, hvis bare man er interesseret i dansk-tysk kultur. Bogen kommer fint over det kitschagtige niveau med interessen for tysk– som har præget populærkulturen i Danmark de senere år. Og det er denne fordybelse og kvalitet – som gør bogen medrivende at læse.
Jeg giver bogen 5 stjerner ud af 6. Grunden til at den ikke får den sidste stjerne – er – at jeg mangler flere informationerne om de enkelte forskere/forfattere til de 11 indlæg – og jeg savner også en opsamling – eller en længere indledning som udgangspunkt til de 11 indlæg, som ville give bogen en stærkere sammenhængskraft mellem indlæggene.
Fakta om bogen:
Deutschstunde. Tysk kulturimport i Danmark efter 1945 indeholder bidrag fra 11 litteratur- og kulturforskere på fire danske universiteter: Jørgen Bonde Jensen, Lilian Munk Rösing, Moritz Schramm, Elisabeth Friis (København), Søren Schou (Roskilde), Steen Klitgård Povlsen (Århus), Klaus Bohnen, Louise Mønster, Peter Stein Larsen, Ernst-Ullrich Pinkert og Anker Gemzøe (Aalborg).
Deutschstunde. Tysk kulturimport i Danmark efter 1945.
Redigeret af Ernst-Ullrich Pinkert og Anker Gemzøe.
Praesens Verlag, Wien 2007. 184 sider.
Pris: 28 €. Distribution: www.praesens.at
Jeg tanker forlaget og Ernst-Ullrich Pinkert for gratis anmeldereksemplar.
Links:
En anden anmeldelse af bogen kan ses her:
http://www.kulturkapellet.dk/faglitteraturanmeldelse.php?id=27
7. april 2008 kl. 08:47
Jeg er generelt meget enig med Martin Håstrups grundige anmeldelse og har nogle tilføjelser:
Elisabeth Friis skriver i bogen, “at den nyeste danske litteraturs omgang med det tyske sprog og den tyske kultur på ingen måde kan reduceres til den blotte benævnelse af det
tyske på kitschniveau”. Tjah… det er en påstand, og påstanden bygger på en præmis, der er relativ. Og jeg ved heller ikke, hvor godt hun argumenterer for påstanden.
Bevares − danske forfattere og kunstnere har fået blikket vendt mod den store nabo mod syd (måske i højere grad mod Berlin end mod de mange andre steder, der udgør det differentierede Tyskland). Men det er blevet almindeligt, at det gøres på engelsk − især for kunstnernes vedkommende.
Selv om sproget er nøglen til et lands kultur.
Hvor mange danske forfatterlæsninger har jeg ikke været til, hvor forfatteren ikke har været i stand til at artikulere sig på et nogenlunde tysk? En lyriker som Søren Ulrik Thomsen var som så mange andre nødt til at kommunikere på engelsk, da han var i Slesvig for år tilbage, men kunne (meget tankevækkende) ikke et kuk tysk.
Tysk−professor Per Øhrgaard har i dagbladet Information skrevet, at “Tyskland altid (har) været et kulturelt bagland for Danmark, og det har man så af gode grunde set bort fra i et par generationer. Man har vidst det, men ikke brudt sig om det. Nu er vi ved at komme tilbage til det normale«.
Det normale - hvad er det? Hvad er udgangspunktet? Er det tilbage til H.C. Andersens tid, da det var helt almindeligt, at forfattere, kunstnere og universitetsfolk beherskede tysk ved siden af dansk. Er det dengang, den danske ånd drog til Kiel for at studere?
»Det normale« er en meget relativ betragtning